Af Gustav (9i1) & Birk (9i1)

Aalborg Julemarked åbner 14. november og varer til 23. december 2025 og ligger som altid centralt på Gammeltorv og Nytorv lige ved gågaden i Aalborg centrum. Markedet følger faste åbningstider med 12–19 på hverdage, 10–19 lørdage 10–16 søndage, men i midten af december udvides tiderne typisk, så besøgende kan komme tidligere og opleve stemningen i de mørke morgentimer.

Julemanden gør sin officielle entre 15. november med et optog fra havnefronten til Gammeltorv. Hans hytte holder åbent torsdag til lørdag kl. 13.00–16.30, og fra 17. til 23. december er der ekstra åbning, hvor børn kan hilse på ham flere dage i træk.

Markedet rummer et bredt udvalg af boder med håndværk, keramik, glasdesign, tekstiler, julepynt og lokale specialiteter. Her kan man finde alt fra små unikke gaver til klassiske juleartikler. På madfronten tilbydes gløgg, æbleskiver, varme drikke, brændte mandler, pølser, snacks og sæsonens juledelikatesser – også flere varianter af oste og søde sager.

Forlystelserne tæller blandt andet det populære pariserhjul, som er en af markedets største attraktioner med udsigt over hele midtbyen. Derudover er der en mindre børnekarrusel og et juletog, som kører gennem byen og skaber ekstra hygge for familier med børn.

Der er gratis adgang, og den centrale placering gør det let at kombinere julemarkedet med shopping og andre oplevelser i Aalborg midtby.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *